I dag

Alder fra 18 til 19

Efter en sommer i udlandet gør turen IYA har altid drømt om at vi kom tilbage og straks arbejdet på vores timelange dokumentar, som vi ønskede at vise vores venner (og hemmeligt ønskede CBC at lufte det i prime-time).

Vi vil fortsætte med at drive vores automat og tage nogle flere arbejdspladser fra den engelske fordybelse skole i Taiwan. Men, var vi begyndt at thrist for nye eventyr og nye veje at udforske. Husk ... vi var praktiserende til at være ledere ret?

I lønklasse ti, sluttede jeg Studenterrådet som en af ​​mine "være en leder" initiativer. I lønklasse elleve, blev jeg tildelt jobbet af medier direktør, og jeg ville gå på PA-systemet og genere mig ved at sige dumme ting for at fremme danse og hvad-ikke. Ved kvalitet tolv, regnede jeg det var på tide at gribe chancen. Jeg indgav ansøgningen til at være studerende Rådets formand. Heldigvis for mig, er der en heldig regel af liv kaldet standard. Ingen andre ønskede at være præsident, så jeg blev udnævnt til præsident Wen i 2004 ~ 2005 skoleår.

Så jeg valgte Dronningens Universitet for at studere handel. Hvorfor? Meh ... det var langt nok fra hjemmet og havde et godt ry inden for handel. Op til dette punkt, var det længste jeg nogensinde har været væk fra hjemmet to måneder ad gangen. Går på universitetet vil fordoble det. Jeg var at sige farvel til min NERF pistol samling, min elskede kat Thomas, og alle de steder, jeg plejede at gå. Igen ... jeg skulle efterlade en lille dam for en større en.

Den sommer, jeg brugte min tid på IYA anden tur til Kina, hvor vi rygsæk i 10 dage, der rejser fra Beijing til Shanghai. Også mine bedsteforældre tog mig tilbage til Japan (dog denne gang lidt mere tæmmet, end da Andrew, Bryan, og jeg gik). Et nyt kapitel i mit liv var ved at begynde igen ... hvordan ville jeg reagere? Ville jeg knække og ty til middelmådighed? Ville jeg savner hjemme? Ville jeg få en kæreste? Mange spørgsmål plaget mine tanker hele vejen op til, når min familie og jeg ombord på røde øjne flyvning ud øst til Toronto, Ontario, derefter senere, Kingston, Ontario, hvor Dronning Universitet ligger.

Resten kan observeres i andre dele af denne hjemmeside ... Jeg vil slutte denne selvbiografi med at sige, at jeg er en person, der altid har forsøgt at leve af min egen lille Bibel (jeg har faktisk en lille rød tidsskrift!). Kom hvad kan jeg have tillid til, at manglende men vil lære mig og at succes vil kun gøre mig spekulerer på, hvorfor jeg ikke udfordre mig selv yderligere.

Forrige: Læs "Alder 16-17: Be a Leader"

Ved eksamen, afspejles jeg på mine fem år i gymnasiet med stolthed. Jeg vidste, lærere, kontorpersonale, medstuderende, og selv det kontoførende alle ved navn. Studenterrådet indsendt et rekordstort antal i medlemskab, penge hævet, dans billetter sælges, initiativer i gang, mv (såvel som penge, der bruges til at være ærlig ...). Det volleyball hold, jeg spillede på kom fjerde i provinsen, og jeg rangeret femte i Fraser Valley Badminton Tournament. Vores jazzbands havde vundet priser fra Idaho til Montreal, og jeg selv kom et kor, der Andrew startede (og havde en solo i Amazing Grace).
Meget af min tid blev også brugt gælder for stipendier. Jeg ville ikke have, at mine forældre til at betale for min uddannelse og det var den nemmeste måde jeg tænkte på at gøre det. Jeg var beæret over at være i stand til at modtage sådanne priser som "Top 20 Under 20" National Award, den "Millennium Award", den "canadiske Merit Scholarship", samt mange andre udmærkelser. Du må ikke tage mig som et mirakel arbejdstager. Jeg modtog kun cirka 30% af legater jeg søgte. Der er et kinesisk ordsprog, som jeg elsker. Det hedder: 'Hårdt arbejde vil altid gøre op for dumhed'. Jeg ved, at andre har mere talent end jeg og at jeg er nødt til at arbejde hårdt for at selv tænke på at konkurrere. Det er med dette princip, at jeg tror, ​​jeg har modtaget mange af de ting, jeg blev tildelt, da jeg var færdiguddannet.
Jeg var ikke klogere ... ikke af en lang skudt